Å sprenge skalaen

En gang skrev en veileder om meg i en vurdering: "det blir viktig at ikke veileders begrensninger står i veien for at kandidaten utvikler potensialet sitt". Noe sånt. Det var skrekkelig fint skrevet, antakelig noe av det fineste jeg har lest om meg sjøl på trykk, og hvis jeg ikke hadde skam i livet (eller estetisk sans) ville jeg rammet det inn og hengt det på veggen i stua (på veggen over det pianoet vi ikke har). Nok om det.

Det er vår, og det flagges over en lav sko, og epleblomstene spretter. Det eneste som ødelegger idyllen er at mai måned er måneden for oppgjør, måling, veiing. Vurdering med karakter. Standpunkt. Snitt. Jeg vil inn på sjukepleien og tenk om jeg stryker. Jeg skal bli politi og må ha tre (eller var det fire) i snitt. Norskfaget har tre karakterer, og representerer et tungt argument i gjennomsnittet.

Tidlig denne uka gjennomførte jeg muntlige vurderingssamtaler med elevene mine. Det er antakelig ikke uvanlig for læreren å bli litt rørt over hva elevene kan og får til. På påbyggkurset er norsklæreren sammen med klassen ti timer i uka, og hun kan ikke nekte for en viss følelse av ansvar og tilknytning selv overfor unge voksne med fagbrev og alt.

Dag to kom en dyktig elev inn til samtale. Læreren forsøkte å skjule de høye forventningene, for en vet jo ikke alltid hva som kan skje med folk når de trenges opp i et hjørne.Hun var liketil, og sa ja, kan du ikke bare begynne å snakke litt om modernisme? Joda. Det skulle visst ikke stå på det. Kunnskapen vellet ut. Dostojevskij. Flerstemmighet. Gud er død. Rett? Galt? Meningstap. Motstand mot materialisme og realisme, Woolf. Kafka, Hamsuns nittitallsbøker, blodets hvisken, benpipenes bønn. Jacobsen, krigene og hva kan man skrive etter holocaust og Hiroshima. Her skvatt læreren. For kandidaten fortsatte.

Hva kan man skrive? Det er jo nettopp da man må skrive, for det uutsigelige skal diktet røpe, som Welhaven sier. Og ja. Det er viktig. For. Hvis vi ikke har diktning, har vi bare tomhet. Sorg. Tap. Læreren svelget.
Og var imponert, selvsagt, for det sitter en gjennomgående kompetanse i den kroppen, og at sprangene går så lett, og at eleven virker så innforstått. Alt sånt. Er jo helt. Jess!

Videre var opplegget "læreren spør om hva som helst i læreplanen for øvrig". Det er en dritt- øvelse, for det er fort gjort å føle seg som den store kontrollør: "jada, jeg skjønner at du kan litt, men nå skal vi se om vi ikke kan finne noe du ikke kan svare på. Vel. Detaljene er ikke viktige. Men det kom et moment mot slutten av denne samtalen som overrasket meg. Jeg tror helt sikkert jeg så skikkelig forskrekka ut.

Romantikken, sier du? Sa eleven. Jo, jeg har tenkt på noe. Jeg skjønte ikke Wergelands "Til en gran" før jeg så et program på tv om at det er umulig å knuse et egg mellom to fingre. Sånn (viser med tommel og pekefinger).

Læreren, som verken var forberedt på "Til en gran" eller eggeskall tenkte. Og tenkte. Og tenkte. På "til en gran" (her gjengitt på skakke, men dere skjønner tegninga):

TIL EN GRAN            Bekrandste, høie Ætling af            den Gran, som først de Gother gav                  den djærve Kunstmodel            til Kathedral paa Kathedral,            til Notredamens Høiportal,            til Münstren, til Vestminsterhal,                  til Pisas Taarn paaheld! --
	Her i den skumle Dal forglemt                       Du sørgende i Skyen gjemt                  din stolte Isse har.            Du speider mørkt derovenhen            mod graneformte Taarn af Steen,            og kjender sukkende igjen                  et Billed af din Far.            Dig venter feige Øx ved Rod.            Som Herkules i Drageblod                  du døer i seige Ild.            Dog døe du stolt, min Gran! thi vid:            Europas Kraft ei rækker did            at forme sligen Pyramid,                  som være kan dit Bild.            Klag ei; thi mangtet Hjerte, der            Model for Himmeldomer er,                  ukjendt, i Pjalter slaaer.            Tungsindig sidder paa sit Fjell,            en ledig Helt, en ubrugt Tell;            en Byron tidt, en Platos Sjel                  i Folkets Sværm forgaaer.            Den Tell, i Brist af en Tyran,            kun Spurv og Krage skyder han.                  Og Han, hvis Hjerne Slør            for cherubinske Genius var,            mens en Trompeter Krandsen bar,            en Siljuqvist til Pibe skar                  for gode Folkes Dør.
	-- Min Gran! Du ødsler hen som Dem                       din Høihed i dit skjulte Hjem                  i usel Veddekamp            med lave Kirkespiir i Dal.            -- Det Himlens Skuur! Du heller skal            forgaae, Naturens Kathedral,                  i herostratisk Damp.            Meer herligt Tempel staaer du der.            Blyhvide Dome Skyen er.                  I Pavens Lateran            ei straaler Kjerterad saa reen            og fuld som din bedugg'de Green.            Hvor lød en Messe from som den                  en Fugl sang i min Gran?            Hvo mon i Tempelhvælvet fandt            Tropæer, Sejerherre vandt                  i mere ærlig Strid,            end disse Fenniker forvist            der perleglimre paa din Qvist,            dem Kinglen i langvarig Tvist                  tilkjæmped sig af Flid?            En vellugtopfyldt Dunkelhed,            et Chor du har, et helligt Sted;                  men intet Billed der.            Uskyldige Natur, som har            dig reist, til Gud umiddelbar            tør tale, mens et Sonaltar                  den Faldnes Midler er.
	Af Stormen gjennemorgles Du                       med et Tedeums søde Gru --                   Tedeum!? -- Ak min Sjel,            syng Psalmen med som synges der:            "Naturens Tempel Himlens er;            selv vesle Moseblomme skjær                  et Himmelens Capel".

Og egg:

Jo, for naturen, grana, egget, er byggekunst, er ingeniørkunst. Det er helt magisk, helt totalt ubegripelig. Denne kuppelen som egget utgjør. Mystisk. Fantastisk. Guddommelig.

Vel. Jeg håper ikke denne lærerens begrensninger har stått i veien for denne kandidatens potensiale. 

Til en gran? Shit! Jeg dåner!